Historie

Tidligere skudehandel, skolehjem m.m.

Ingstrup Efterskole blev stiftet i 1980, men flyttede først til Kettrupvej i 1982.
Nu har vi bolig i en gammel historisk bygning, der hedder Kettrupgaard. Her er der blevet drevet landbrug og skudehandel, og den nuværende hovedbygning blev opført i 1857. Fra 1899 blev der drevet badepensionat frem til 2. Verdenskrig, hvor tyskerne besatte gården i 3 år. Efter krigen boede her hollandske flygtninge, indtil Undervisningsministeriet og senere Københavns Kommune overtog bygningerne og brugte dem som skolehjem for unge drenge, hhv. skolehjem for særligt vanskelige drenge og til slut institution for unge kriminelle og narkomaner.

 

Så efterskole...

1980 starter Ingstrup Efterskole på det gamle kommunekontor i Ingstrup og i 1982 købes Kettrupgård. Bygningerne er blevet moderniseret løbende, og i 2010 gennemføres en gennemgribende renovering af den gamle hovedbygning, således at skolens fysiske rammer i dag fremstår moderne og indbydende.
Som musikefterskole har vi et velfungerende og flot musikhus, med koncertsal, div. øverum, teorilokale og lydstudie.
Som Idrætsefterskole råder vi over egen idrætshal samt div. udendørs baner: fodboldbane, streetbasketbane, tennisbaner, beachhåndbold-/beachvolleybaner,16 m højt klatretårn, atletikfaciliteter etc. - kort sagt alt, hvad der skal til for at drive en moderne efterskole.

 

 

  - og så er det lige bag musikhuset regnbuen ender!