Må vi præsentere...

Rikke Bruun-Mortensen, gæstelærer på Dance

 

 

Rikke Bruun-Mortensen har siden 1995 været indehaver og chef for hendes eget dansestudie, Dance Action. Hun grundlagde studiet som 25-årig og har siden da brugt sine kræfter og energi på at skabe et dansemiljø, hvor det er danseren frem for dansen, der er i fokus.

Rikke elsker at arbejde med mennesker og se dem udfolde sig med dansen som talerør, og hendes undervisningsmetoder bærer præg af hendes egen livserfaring som både professionel danser og hverdagsmenneske. Hun får, igennem dansen, sine elever til at blomstre og opleve nye sider af sig selv.

Sideløbende med dansestudiet har Rikke taget en coach-uddannelse, som har givet hende en række vigtige redskaber i arbejdet med unge mennesker.

Rikke har igennem de sidste 20+ år været med til at skabe en dansekultur og har sågar haft 5 forskellige dansestudier rundt i landet. Dette har medbragt en masse oplevelser og muligheder for unge mennesker. Hun har bl.a. stået bag MGP stjernen Razz og X-Faktor stjernen Mohamed Ali. Derudover har hun haft dansere til at opvarme for bl.a. Infernal, Djämes Braun, Beyoncé og Ne-Yo samt haft baggrundsdandere til diverse artister i forbindelse med DR’s juleshow, herunder Nik&Jay, Gavin DeGraw m.fl.

Rikke underviser i al slags dans herunder jazz, hiphop, house, børnedans, step og show-dans. I hendes undervisningstimer lærer hun ikke blot en koreografi fra sig, men går i dybden med forståelsen, udstrålingen og ikke mindst nydelsen af dansen. Hun sørger for at undervisningen når ud til alle - det er vigtigt at alle føler sig set, hørt eller bemærket. Rikke har en evne til at udvikle folk utroligt, så længe den enkelte er indstillet derpå.

Hos Rikke er der fokus på det enkelte individ såvel som relationerne imellem hinanden og fælles fremskridt på et hold. Det handler om evnen til at mærke efter i egen krop, såvel som evnen til at forstå og respektere hinanden - nogle vigtige evner at tage med videre i livet.