Camillas Coronadagbog

"Det er vores tid, som er taget fra os"

Camilla Lyngsø Bach, der går i 10. klasse,  savner at vågne op på efterskolen til sin roomies alarm og opdage, at de har glemt at slukke lyskæderne, fordi de har snakket til sent ud på aftenen. Hun har skrevet sine tanker ned i en dagbog, som Efterskolerne har fået lov til at bringe.
 
07:45 ringer uret. Præcis tid nok til at snooze 3 gange inden jeg står op. 08:15 er det ud af sengen, morgenmad 08:20 og første time 08:30. Med trætte øjne kommer jeg ud af sengen, ned af trappen og ind foran skærmen. Sådan er det hver dag for tiden. Ikke noget med at vågne af min roomies alarm og se, at vi glemte at slukke lyskæderne, fordi vi lå og snakkede til sent ud på aftenen. Ud på gangen med et træthedsfremkaldt ”godmorgen”. Tage skridtet ud fra elevboligen i den danske vinterkulde, som bider i hele kroppen og sitrer sig igennem både knogler og blod. Et tryk håndsprit og så ind i spisesalen ved kg-bordet. Mærke den trætte, fantastiske morgenstemning i takt med at bordene bliver fyldt ud, og det bliver offentliggjort, at de fantastiske køkkendamer har lavet hjemmelavet yoghurt i dag. Nej. Op, morgenmad, skærm. Sådan er det bare, og det eneste, vi kan gøre ved det, er ikke at gøre noget. Bliv hjemme, ikke se nogen. Sådan skal vi åbenbart redde hele verden. "Gi' mig mit land tilbage ligesom i de gamle dage”.

"Det her år får vi aldrig tilbage igen. Det er ikke 'bare' endnu et år på arbejdspladsen, der kommer utallige flere af."

Men hvordan skal vi redde verden ved ikke at gøre noget? Hvad end vi får af restriktioner, så håber jeg inderligt, at alle med medfølelse i kroppen tager del. Det her år får vi aldrig tilbage igen. Det er ikke 'bare' endnu et år på arbejdspladsen, der kommer utallige flere af. Nej. Vores efterskoleår sker kun én gang i vores liv, og vi vil gøre ALT, der står i vores gode ret for at få det tilbage. Vi får ikke endnu en gallafest, dimission, Aftryk Festival, håndboldturnering eller danseopvisning. Det er, som om vi er blevet bestjålet. Men det, vi har fået stjålet, kan vi ikke få tilbage igen. Det er vores tid, som er blevet taget fra os. Vores lys som er blevet slukket. “Gi' os lyset tilbage”. Det er, som om vi lever i ingenmandsland. Ingen mennesker at se, ingen mennesker at kramme. Aldrig har så lille en verden føltes så uoverskuelig stor.  

Men jeg må jo få tiden til at gå. Uendelig langsomt går den. En Netflix-serie færdiggjort på fire dage og endnu en på to dage. Uendeligt guitarspil og kreative projekter. Fantastiske ture til farmor med min kusine som var vi 10 år igen. Tre fødselsdage i stedet for en, fordi forsamlingsforbuddet lige nu er på 5. Ja, tiden går i takt med mig. Den sædvanlige rute rundt om gården i Sulsted er efterhånden slidt ned, og jeg bliver ved med at se mine fodspor fra de forrige dage i den nyfaldne sne. Min 29 timers lange playliste er efterhånden blevet hørt til ende i det kolde, danske vintervejr. På vejen er sneen efterhånden blevet erstattet med regn, og det er, som om regeringen holder en kæmpe paraply over vores hoveder. Men før eller siden kan den ikke holde til regnen, derfor må de sænke den selv. 

 

En gåtur rigere og endnu en tid skal gå. Musikken bliver holdt ved lige sammen med pensum. Onlineundervisning er én ting, men online linjefag er nærmest håbløst. Om man så er på håndbold-, fodbold-, idræt-, dans- eller musiklinjen, så er det op ad bakke. Og nej, man kan altså bare ikke spille musik sammen online. I stedet for at sidde i musiksalen med 10 andre entusiaster i et fantastisk fællesskab med rumklang, latter og sang sidder jeg nu i min seng med guitaren på skødet og noderne ved siden af. Det er, som om alverdens højere magter er gået sammen i et stort politisk spil, som ingen ende har. Hvorfor skal vi spille? Hvornår er spillet færdigt? Hvordan spiller man det? Hvem må man spille med? Og hvor mange må man spille med? Uendeligt mange spørgsmål hvis svar hænger i en tynd tråd under overfladen, hvor man kun lige præcis kan se dem, hvis der er lavvande. Men der er højvande, og vi kan ikke bunde.

"Min nakke knækker næsten, når vi kører væk, og mine øjne kan til sidst ikke længere nå skolen. Et dybt suk og min far siger til mig: 'Hvis man kigger væk fra lyset, kan man se i mørket'."

På vej ud af parkeringspladsen faldt mine øjne på Fælleren. Alle de gode minder som der er i Fælleren. Aftner når vi spiller brætspil, pool i weekenderne, bordtennis inden frokost, sofaerne til alverdens samtaler og ostebrød til servering. Det er lige før, at jeg savner den daglige rengøring og min daglige skraldeekspres. “Vi troede, at det sku’ vare for evigt, som et fotografi.” I et splitsekund havde jeg helt glemt, at jeg skulle hjem igen. Min nakke knækker næsten, når vi kører væk, og mine øjne kan til sidst ikke længere nå skolen. Et dybt suk og min far siger til mig: ”Hvis man kigger væk fra lyset, kan man se i mørket”. Og ja, nok har de taget eleverne ud af efterskolen, men de kan aldrig tage efterskolen ud af eleverne.

Gad vide hvor lang tid det skal blive ved sådan her? Endnu en uge? En måned? Eller det der er værre? ”Det skal nok blive godt igen” - siger de. ”Men det bliver aldrig det samme” - siger jeg. “Hvor mon den er den røde tråd?” Jeg ved det ikke. Hverdagen hænger ikke sammen længere. Hvor lang tid endnu skal vi vælge fem ud af hundred otteogtredive efterskolevenner, som de eneste man må se? Ingen ved det, alle spørger om det. 07:45 og uret ringer endnu engang. Træt må jeg ned foran skærmen og klar til onlinemøde. Er man heldig, er læreren i godt humør og sidder måske på Miami Beach eller i Det Hvide Hus. Endnu en dag tættere på den gamle hverdag, og endnu en dag længere væk fra IE. Det eneste, vi kan gøre, er ikke at gøre noget. Men som vi altid siger: Vi ser, hvad det blir’